Pasta med bacon og nødder er bare en dejlig nem og lækker hverdagsret. Helt enkel og ukompliceret at tilberede. Er man vegetar eller skal det bare være en kødfri dag, kan bacon udelades. Når jeg laver denne her ret, bruger jeg næsten altid Fettucine eller Linguine. Det smager bare så skønt med lidt olivenolie og nøddeblandingen med lime, parmesan og bredbladet persille.
Nødderne giver et herligt “crunch” til pastaen, og en lidt anderledes oplevelse, end vi i alle tilfælde normalt har med pastaretter. Dejligt smager det, og vil også være et rigtigt godt match til fisk, kylling eller en god bøf.
Mine børn er, som mange andre børn, ret glade for pasta. Det er min mand og jeg egentlig også, og jeg synes, at det er så dejligt nem i hverdagene. Fordi vi spiser forholdsvis meget pasta, køber jeg altid fuldkornspasta. I børnehaven får de også fuldkornspasta, så jeg tror faktisk aldrig de har smagt andet. Det skulle da lige være i forbindelse med et restaurantbesøg eller besøg hos venner. Især når det er frisk pasta, så synes jeg faktisk ikke rigtig at man kan smage forskellen.
Pasta med bacon og nødder er bare én af mine efterhånden mange pastaopskrifter, som du kan finde mere inspiration i her.