Oksesteak med nye kartofler og asparges med masser af lækkert grønt er en tallerken med det bedste af sommerens spise. En virkelig skøn sommerret. Perfekt til en varm hverdagsaften, hvor aftensmaden skal være let og smagfuld.
Aspargessæsonen er så kort, og løber kun i et par måneder fra starten af maj til slutningen af juni. Jeg elsker asparges – både de grønne og hvide. Jeg forsøger derfor også at udnytte den korte sæson bedst mulig. Her i midten af juni begynder de første nye danske kartofler også at være tilgængelige – enten i supermarkedet eller ved diverse vejsalg. Allerbedst er det dog, når vi kan begynde at grave op fra egen køkkenhave, men der går nok et par uger eller 3 endnu. Uanset er nye kartofler bare fantastiske og det at have en lille månedstid, hvor de kan serveres med friske asparges, er bare ren luksus for smagsløgene.
Kombinationen af oksesteak med nye kartofler og asparges med masser af lækkert grønt smager himmelsk og smager af sommer. Det er en let og sund ret, som på det varmeste kan anbefales. Har du tid til at grille oksekødet, er det prikken over “i’et”.
TIP: Husk at de hvide asparges, skal skrælles – og så kan både de grønne og hvide asparges i øvrigt holde sig i op til to uger ved opbevaring i en lufttæt beholder. De kan let friskes lidt op ved at give dem et rent snit, og stille dem med den nederste del i koldt vand i et par timer.
Få flere opskrifter på sommerretter her.