Klassisk wienerschnitzel med brasede kartofler og alt det andet traditionelle tilbehør er altid et hit at servere til en god middag. Retten er en af min mands absolutte favoritter, og der er næsten ikke noget bedre end at se hans glæde, når den klassiske ret bliver serveret for ham en fredag eller lørdag aften.
Den danske udgave
Denne her ret er opskriften på, hvordan vi i Danmark traditionelt serverer “vores” udgave af wienerschnitzlen. Typisk bliver den her serveret med citron, peberrod, kapers, benfri sild og ærter. Wienerschnitzel som ret findes imidlertid i et hav af forskellige nationale udgaver. Wienerschnitzlen forbinder de fleste af os – naturligt nok – med Østrig. Her serverer de ofte schnitzlen pyntet med citron og saltede ansjoser, og ofte sammen med en kartoffelsalat eller hvide kartofler med persille.
En sandhed med modifikationer
Egentlig er det lidt af en sandhed med modifikationer, når det hedder sig, at wienerschnitzlen stammer fra Wien. Retten har været kendt helt tilbage fra 1134 i Norditalien. Her gik retten under navnet cotoletta milanese – med kælenavnet “elefantøre”. Det i dag kendte navn for retten “Wienerschnitzel” kan spores tilbage til 1862 – også til Norditalien. Her var regionen regeret af østrigerne, som formodes at have bragt retten med sig hjem til Østrig.
Den danske er bedst
På trods af de mange forskellige variationer af retten er det grundlæggende i retten dog, at den består af kalvekød mørnet med en kødhammer vendt i æg, dækket af rasp og stegt i smør på en pande. Jeg har spist wienerschnitzel i flere forskellige lande, herunder Østrig. Måske er jeg lidt farvet, men jeg synes nu, at den danske udgave er den bedste.
Find inspiration til flere klassiske danske opskrifter her.