Denne her juice på spinat, mango og lime samt gulerødder og æble er en ægte power juice. Den er som skabt til denne årstid, hvor det grå og kedelige vejr gnaver af energikontoen. Juicen er også fyldt med en masse gode vitaminer, som forhåbentlig kan ruste os til sæsonens indtog af diverse bakterier og vira.
I fredags havde jeg haft min søn på 5 år hjemme i 10 dage på grund af en genstridig halsbetændelse. Efter så mange dage med en syg, men ikke sengeliggende, duracelkanin hjemme, var mit energiniveau tæt på nul. Jeg tænkte derfor, at jeg ville forkæle mig selv og gøre et forsøg på at booste energien med denne power juice. Børnene fik naturligvis også tilbudt et glas. Til min store overraskelse kørte det bare ned og de var helt vilde med juicen. Faktisk så vilde, at jeg måtte nøjes med det der lignede et par slurke.
Så meget for den selvforkælelse. Til gengæld kan jeg næsten ikke få armene ned over, at jeg nu med denne juice på spinat, mango og lime har fundet en snedig måde at få spinat i mine børn. Det i sig selv gav et lille ekstra indskud på energikontoen. Smag selv – det smager virkelig godt.
Få inspiration til flere lækre juices og smoothies her.