Haven i februar byder på årets første blomster i form af de fine vintergækker og erantisser. Hvert år stiger humøret betragtelig, når jeg får øje på de første hvide og gule blomsterhoveder. Efter nogle lange måneder uden rigtig liv i haven, begynder forårsfornemmelserne at snige sig ind ved dette syn. Nogle kalder vintergækken for en “forårsbebuder”. Uanset hvor smuk denne fine blomst er, så tænker jeg hvert år, at det er lidt af en falsk varebetegnelse. Jeg oplever det i alle tilfælde sådan, at de værste snestorme som regel først falder efter, at de første vintergækker har set dagens lys. Så selv om de første blomster nu pibler frem i haven, er det langt fra sikkert at det nu går mod frost- og snefri tider – heller ikke selv om vi har haft en særdeles mild vinter i år.
Vintergækkerne, erantisserne og det stigende humør skal nydes, men tålmodigheden med at kaste sig ud i det store forårshavearbejde skal styres. Dog er der nogle projekter, som jeg går i gang med for at styre de værste abstinenser:
Udtynding / beskæring
Beskæring af både prydplanter og frugtplanter skal begrænses mest mulig. De tætte kroner på især pære- og æbletræer kan imidlertid godt udtyndes allerede nu, så der kan komme lys og luft ind til alle grene og knopper. En tommelfingerregel, når man beskærer frugttræerne er, at trækronen skal være så åben, at man kan sparke en fodbold igennem, uden at bolden bliver hængende.
Start forspiring af chili, paprika, peberfrugter og de tidlige sorter af kartofler
Normalt vil jeg i februar også gå i gang med forspiringen af chili, paprika og peberfrugter, som senere skal pryde krukkerne og salaterne i sommermånederne. Det kommer jeg ikke til i år. Vi rejser nemlig til Thailand i starten af marts, hvilket betyder, at jeg ikke er hjemme til at passe de små spirrer. Jeg starter forspiringen, så snart jeg kommer hjem og så må jeg finde mig i en lidt forsinket proces.
Til gengæld har jeg tænkt mig at lægge de tidlige sorter af læggekartofler til forspiring. De behøver ikke vand, men skal blot stå lyst og køligt i nogle æggebakker. Læs mere om læggekartofler og de forskellige sorter her.
TIP:
Hvis du har et rosenbed eller andre bede, og ikke allerede har dækket jordbunden, så er det en god ide at dække det ubevoksede jord imellem planterne med findelt kompost eller barkflis. Det holder på fugtigheden og fremmer mikroorganismernes udvikling.
Både køkkenhave og prydhave kan også med fordel gødes – dog kun én gang i løbet af vintermånederne.
Og så er der lige det der med vandingen. Det skulle man ikke tro, var nødvendigt i februar – men det kan det faktisk godt være. Selv i de kolde måneder fordamper der vand fra bladenes overfalde. Derfor kan det være en god ide, at vande de stedsegrønne buske, herunder rododendronen og andre surbundsplanter for at erstatte det vand, som fordamper fra bladenes overflade.
Se stemningsbilleder fra vores have i februar her.