I april begynder travlheden i haven. Der skal beskæres, såes, luges, plantes, kultiveres og meget mere. I dette indlæg kan du læse med om vores prioriteter, når det kommer til havearbejde i april måned. Vi har ikke meget mere end 5 års erfaring med havearbejde og det at holde egen have, men vi har læst en masse og haft en stejl læringskurve. Den viden og de erfaringer forsøger jeg at formidle videre i dette indlæg. Nederst kan du se lidt stemningsbilleder fra haven.
Haven i april er der, hvor haveåret for alvor starter. Jeg starter nærmest altid med at være lidt småforvirret og har lidt vanskeligt ved at overskue, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal ende. Med årerne er jeg dog blevet bedre til at holde stressniveauet nede, og fokusere på, at det også skal være hyggeligt og lystdrevet. Vi har en så stor have, at uanset hvor meget jeg når, så er der altid en masse jeg ikke når. Og sådan må det bare være.
Det hele er lidt forsinket i år
I år har de rigtig lune forårsdage ladet vente på sig. Med få undtagelser har det været koldt og blæsende frem til nu. Derfor er det faktisk stadig arbejdet, som typisk ligger i marts, som der arbejdes videre med i april. Vi har fået bugt med nogle af de store brombærbuske og ryddet godt ud i nogle af vores store budskadser. Vi har også fået revet og gødet græsplanen, og generelt ryddet lidt op i blomsterbedene.
Nu er forårsrengøringen i haven ikke det mest spændende arbejde, men det er nødvendigt for et godt resultat. Og selv om det måske ikke er det mest spændende, så er det til gengæld en fryd for øjet at gå i haven og være omgivet af blomstrende krokos, russisk skilla, snepryd, akelejer og rød nyserod.
Forsythiaen blomstrer – travlheden sætter ind
For et par dage siden skete det så, at Forsythiaen blomstrede. Et klarsignal til, at nu kan roser og hortensiaer beskæres, og lavendelbuskene kan klippes ned. Ingen af planterne har godt af at blive klippet ned, så længe der er risiko for frost. Kommer der frost, risikeres at de udviklede skud svides af den nattefrost, som næsten altid indfinder sig i sidste halvdel af april. Det skete med mine hortensiaer sidste år, så jeg har virkelig væbnet mig med tålmodighed i år. Nu står Forsythiaen imidlertid i fuld blomst, og det skulle altså være tegn på, at der nu er så lunt i luften, at der ikke er stor fare for, at blomsterne fryser tilbage.
Beskæring af roser
Da vi købte Villa Nordhøi for 5 år siden, overtog vi også et meget fint rosenbed. Jeg havde ingen anelse om, hvordan sådanne nogle roser skulle passes. Det er derfor et af de områder, hvor jeg har læst rigtig meget, og hvor jeg i dag oplever, at jeg har godt styr på dem.
Inden beskæringen
Inden jeg starter beskæringen af roserne, følger jeg altid nedenstående trin:
- alle døde skud og skudspidser fjernes
- alle svage skud fjernes
- alle visne blomsterrester fra sidste års blomstring fjernes
- En enkelt eller nogle få af de ældste, træagtige skud fjernes helt fra basis for at forynge busken
- Grene, som krydser og genrer hinanden fjernes, så busken får en pæn og åben vækst
Selve beskæringen
Hvordan dine roser skal beskæres, kommer helt an på, hvordan du gerne vil have, at planterne udvikler sig. Beskæringsprincipperne nedenfor kan ses som en rettesnor for, hvordan du bedst mulig sikrer det ønskede resultat:
- Hård beskæring – også kaldet gammeldags beskæring. Her skærer man ned til 3-4 knopper fra jordoverfalden. Den hårde beskæring betyder, at man får langt færre blomster, og en senere blomstring. Til gengæld bliver blomsterne større og mere veludviklede. Denne metode anbefales ikke at bruge til buketroser.
- Moderat beskæring. Her afkortes årsskuddene til deres halve længde. Resultatet bliver flere blomster, som blomstrer mere regelmæssigt. Blomsterne bliver derimod ikke helt så store. Den moderate beskræring kan anvendes til både de storblomstrede roser og til buketroserne
- Let beskæring. Ved denne metode nedskæres sidste års blomstrende skud til første eller anden knop under den gamle blomsterbærende stilk. Det giver en hurtig blomstring, men buskene bliver let for tætte og risede i væksen
I mit rosenbed bruger jeg primært den moderate beskæring. Jeg har imidlertid mange forskellige typer roser, så den hårde og lette beskæring anvender jeg også – omend i noget mere begrænset omfang.
Et godt tip er i øvrigt ikke at grave i jorden i rosenbedet. Rosernes rødder ligger tæt ved jordoverfladen, og du risikerer let at komme til at ødelægge dem. Brug i stedet jorddækning (topdressing) med spagnum, kompost eller barflis.
Køkkenhaven
Inden udgangen af april går vi så små gang med at forberede jorden i køkkenhave og blomsterbede. Vi graver ikke, men vender de 5-10 øverste centimeter af jordoverfladen. Imellem stauderne og roserne bruger vi en håndkultivator.
Hvis vejret ellers begynder at arte sig, begynder vi at så nogle af de mest hårdføre grøntsager som radisser, salat og gulerøder i slutningen af april. I de første år med køkkenhave kunne vi aldrig følge med i at få spist især gulerødder og radisser. Jeg er derfor begyndt at så i halve rækker. Til gengæld sår jeg med cirka 2-3 ugers mellemrum over hele sommeren. På den måde kan vi følge med, og kan spise grøntsagerne, når de er på deres bedste.
Endelig skal vi have tyndet ud i hindbærbedet, hvor alle de grene, som gav bær sidste år skal fjernes, for at give plads til nye.
Ukrudt
Allerede nu er ukrudtet begyndt at titte frem. Jeg har derfor også taget fat på det kedelige lugearbejde. Håbet er, at jeg kan holde ukrudtet under kontrol og sikre, at det ikke tager overhånd.
Såning, prikling, udplantnning og plantning
Jorden er endnu ikke over de 10 grader, hvad den helst skal være, før der sås frø i jorden. Forkultiverede planter bør heller ikke prikles ud i haven før sidst i april. Med det vejr som vi har haft i april frem til nu, kan jeg endda godt have fornemmelsen af, at vi skal hen i starten af maj. Så vi væbner os lidt med tålmodighed endnu.
De forspirede kartofler kan derimod godt lægges ud nu, hvis de er klar til det. Mine er ikke helt klare endnu, og også her tror jeg, at vi skal hen i starten af maj, før de kommer i jorden. Læs mere om dyrkning af kartofler her.
Træer og buske
April en rigtig god måned til at plante både træer og buske. Vi havde egentlig talt om, at vi rigtig gerne vil lave en lille frugthave i den nederste del af vores have. Sådan som tiden løber lige nu og med alle de andre projekter, som vi også har gang i, tror jeg dog næppe, at vi når det i år. Vi får at se.
Rigtig god fornøjelse med haven i april.