Risebækken ved Skelbro på Bornholm er et betagende sted at besøge på alle tidspunkter af året. Lige nu og i de kommende forårsmåneder har området dog en helt speciel og særlig charme. På grund af den milde vinter er de første blå anemoner nemlig allerede dukket op, og i de kommende uger kommer der mange flere af dem. Efter sigende er det her ved Risebækkens største vandfald, at der er det tætteste dække af blå anemoner på øen. Det er et helt fantastisk smukt syn. Lægger man hertil områdets unikke geologi, botanik og landskab, er man ikke i tvivl om, at her har vi at gøre med en af Bornholms imponerende naturskatte. Det på trods er området langt fra så kendt og “overrendt” som mange af øens andre attraktioner. Alle som bor på Bornholm eller besøger øen, bør unde sig selv en tur i området. Læs mere om området og hvad du kan opleve her.