Lammeculotte på linser og ovnbagte gulerødder med kold mynte sauce er en virkelig lækker ret. Et rigtigt godt bud på en lørdagsret, som udover at smage supergodt, også hører til blandt de sundere weekendretter. Altså helt i tråd med de nytårsforsæt, som mange af os har – og dét uden at gå på kompromis med smagen.
Linser regnes af mange som superfood. Linserne er propfyldt med protein og kostfibre, ligesom indholdet af B-vitaminer, kalium, fosfor, jern og zink er højt. Vær opmærksom på, at linser altid skal skylles grundigt, inden at de tages i brug. Derimod skal du ikke sætte dem i blød, som man gør med andre bælgfrugter som f.eks. med kikærter og bønner.
Bælgfrugter er i det hele taget noget, som vi spiser ret meget af her i januar. Vi moser dem til lækre, sunde dips og serverer dem ofte som tilbehør til fisk og kød i stedet ris og pasta. Eller bruger dem i skønne vegetarretter, som f.eks. en linsegryde med rodfrugter med parmesanost.
Her under denne anden runde af corona lock down får vi lavet en masse lækkert og sund mad. Min søster er midlertidig flyttet ind sammen med hendes to unger, så vi skiftes til at lave mad og hygger os med det. Med 4 unger i huset hele døgnet, er det til gengæld lidt mere udfordrende at få tid til at få formidlet opskrifterne videre her på bloggen. Opskriften på denne her lammeculotte på linser med ovnbagte gulerødder og myntesauce er således årets første på et lækkert aftenmåltid. Forhåbentlig der kommer lidt mere rytme ind i hverdagen i de kommende uger. Dermed også tid til at skrive her på bloggen.