Kyllingegryde med chorizo og oliven er inspireret af det spanske køkken. Retten er simpel og let at lave. Forberedelserne er hurtige, men den kræver lige lidt simretid i gryden. En perfekt søndagsret, som var lige det, vi havde lyst til i går, efter en weekend med alt for meget mad og meget tid i køkkenet. Jeg lavede en kæmpeportion, så jeg kan se frem til en let eftermiddag i køkkenet i dag, da retten bare skal varmes op.
Jeg er blevet ret begejstret for at tilsætte chorizo i mine gryderetter. Selv om smagene selvfølgelig er forskellige, så gør chorizo lidt det samme ved en gryderet som bacon. Det giver retten karakter og dybde. Chorizo er derfor et godt alternativ til bacon, hvis man vil lege lidt med smagene. Da jeg serverede retten for mine børn, fiskede jeg oliven op fra deres portioner, da de ikke er så vilde med dem. De sorte oliven tilfører en let bitterhed til retten, men er du ikke til oliven, kan de sagtens udelades.
Hvis du, ligesom mig, er vild med simreretter i årets kolde måneder, kan du finde inspiration i flere opskrifter her. Servér eventuel en grøn salat til kyllingegryde med chorizo og oliven. Til de fleste gryderetter foretrækker jeg selv en helt enkel salat med lidt olivenolie og balsamico som tilbehør.