Jomfruhummerhaler med hjemmelavet mayonnaise er en af forårets og sommerens favoritspise hjemme hos os. Sæsonen for jomfruhummere løber fra april til oktober. I løbet af disse måneder, serverer vi dem ofte, som enten forret eller frokost. Her enten koger, steger eller griller vi dem. Der er ikke meget, som overgår en solskinsrig majdag på terassen, hvor der bliver serveret jomfruhummerhaler sammen med et glas køligt Chablis.
Jomfruhummerhaler med hjemmelavet mayonnaise er ret let og hurtigt at tilberede. En hjemmerørt mayonnaise smager betydelig bedre, end en, man køber i supermarkedet. Det er også meget nemmere, end de fleste tror, at røre sin egen. Varierér eventuelt smagen ved at tilsætte hvidløg, chili, estragon eller andre smagsgivere. Et par enkelte tips til at få succes med begge dele:
- Hummerhalerne må endelig ikke få for meget, da de så bliver grynet i konsistensen
- Alle ingredienser til din mayonnaise skal have samme temperatur, når du begynder, at piske den sammen. Hvis ikke vil mayonnaisen have tendens til at skille.
Et andet godt tip er, at gemme skallerne fra hummerhalerne og eventuel fryse dem ned. Brug dem ved en anden lejlighed til at lave en lækker hummerbisque eller skaldyrssuppe. Få inspiration til flere retter med skaldyr her.