Opskrifter på norsk mad finder du nedenfor. Jeg har boet 5 år i Norge sammen med min mand. Faktisk startede jeg min første madblog, mens vi boede i Norge.
Jeg må indrømme, at det tog mig noget tid at komme til at holde af det klassiske norske køkken. Det er umiddelbart meget fed mad, og ofte også temmelig farveløst at kigge på. Ikke just det, som tænder ild til ens appetit. Det snyder dog også ofte, og mange af retterne har god, kraftig smag. I dag holder jeg meget af de klassiske retter som fårikål, pinnekjøtt og rype. Myseosten og spekemat smager også herligt, mens nordmændene gerne må beholde lutefisken hos dem selv, hvis man spørger mig.
Det, som jeg savner mest, ved den norske madkultur, er fisken. Der spises i Norge meget mere fisk end i Danmark. Måske fordi udbudet af varieret fisk og tilgangen til at købe frisk fisk er meget større ? Alle større norske supermarkeder har en fiskedelikatesse med frisk fisk. Noget som betød, at vi i alle tilfælde spiste meget mere fisk, da vi boede i Norge.